søvnproblemer

Den normale søvn inddeles i 3 faser (fig. 1): Overfladisk søvn, dyb søvn og REM-søvn (REM betyder rapid eye movements og refererer til de hurtige øjenbevægelser, der ses i dette søvnstadium: REM-søvn kaldes også drømmesøvn). Natten indledes med overfladisk søvn, og gradvis udvikles den dybe søvn. Efter ca. 1½ times søvn optræder den første REM-søvn. Dernæst gentages mønstret en eller to gange: overfladisk søvn, dyb søvn og REM-søvn. Resten af natten forekommer stort set kun overfladisk søvn, afbrudt af REM-perioder der er længere sidst på natten end først på natten.

Træthed og søvnighed har sin egen døgnrytme. Ved en normal døgnrytme, hvor man sover om natten og er vågen om dagen, er man mest vågen og har den største præstations- og ydeevne om formiddagen. Midt på eftermiddagen øges trætheden forbigående, og man kan let falde i søvn. Først på aftenen øges præstationsevnen noget, for igen at falde hen mod natten. Om natten er man mest træt og falder hurtigere i søvn end på noget andet tidspunkt af døgnet .

Træthedens egen døgnrytme gør, at man ikke kan sove på kommando, og at der er tidspunkter på døgnet, hvor det normalt er svært at falde i søvn.

Søvnen er en tilstand, der ændres livet igennem. Med alderen ændres følgende:

· Søvnlængden: Generelt nedsættes søvnlængden, når man bliver ældre. For at opnå en regelmæssig døgnrytme bør man derfor gå senere i seng.

· Dyb søvn: Ældre mennesker sover mindre dybt end yngre, når man analyserer søvnen med nutidige metoder. Nye metoder og større viden om aldersforandringerne i hjernen kan dog tænkes at ændre de nutidige opfattelser.

· Opvågninger: Ældre har flere opvågninger i løbet af natten end yngre. Hertil kommer måske vandladningsforstyrrelser eller andre sygdomstilstande, som også giver opvågninger og dermed yderligere forstyrrer nattesøvnen.

Søvnbesvær er et problem, som næsten alle oplever på et eller andet tidspunkt i livet. Typisk er det et forbigående fænomen, som opstår i relation til en akut begivenhed, positiv eller negativ, og som forsvinder igen, når det akutte er overstået. Hos nogle fortsætter søvnproblemet dog, selv om belastningen er væk.

Søvnbesvær ses hos ca. 25% af personer over 65 år. Mange omtaler aldrig søvnbesværet for en læge, og bliver derfor aldrig tilbudt en professionel udredning eller behandling.

Flere undersøgelser tyder på, at søvnbesvær ikke er en del af den normale aldringsproces. For personer over 65 år gælder, at kvinder, aleneboende personer, personer med kendt depression og personer med et handikap hyppigere udvikler søvnbesvær. Søvnbesvær synes derimod ikke knyttet til demens.

Det typiske søvnproblem hos ældre er, at søvnen forstyrres af mange opvågninger, men søvnregistrering viser, at personer med kronisk søvnbesvær ofte sover mere og længere end de selv opfatter.

Søvnbesvær bør opfattes som et symptom og ikke i sig selv en sygdom. For at finde den korrekte behandling har patienter med søvnbesvær derfor krav på en nøjagtig diagnose af den bagved liggende årsag.

Psykologiske eller psykiatriske tilstande som bl.a. stress, angst og depression er årsag til søvnproblemer hos mere end halvdelen med søvnbesvær.

Kronisk søvnbesvær kan også i sig selv medføre stress, der hos udvalgte menes at kunne udløse sukkersyge af den ikke insulinkrævende type. Kronisk søvnbesvær menes desuden i sig selv at kunne udløse en depression, så påvirkningerne går begge veje.

· Dårlig søvnhygiejne
Stimulanser (kaffe, te, cola mv.)
Lys, støj, sult eller overmæthed.

· Vaneskabt søvnbesvær
Dårlige søvnvaner
Forkerte forventninger eller manglende viden.

· Psykologiske eller psykiatriske tilstande
Stress, angst og depression.

· Medicin- og alkoholindtagelse.

· Medicinske sygdomme, herunder smerter
Kroniske sygdomme.

· Døgnrytmeforstyrrelser
Konstant sengeleje pga. sygdom
Demens
Skifteholdsarbejde og jetlag efter lange flyrejser.

· Søvnbesvær uden kendt årsag (kun hos et fåtal).

Behandling af søvnbesvær bør rettes mod den udløsende årsag, idet søvnproblemet dermed ofte vil forsvinde eller mindskes.

Akut søvnbesvær (varighed højst 2-3 uger) forsvinder oftest af sig selv, og derfor er behandling måske unødvendig. Ved akut søvnbesvær kan man dog godt tage sovemedicin i få dage.

Ved kronisk søvnbesvær (varighed over 6 uger) er det meget vigtigt at finde årsagen til søvnbesværet og rette behandlingen mod denne. Generelt må sovemedicin frarådes som eneste behandlingstilbud til denne gruppe.

Sovemedicin bør som hovedregel kun anvendes ved det akutte søvnbesvær i et meget afgrænset tidsrum. Ikke desto mindre er der mange, der indtager sovemedicin fast hver dag i årevis. Ældre mennesker bruger generelt mere sovemedicin end yngre.

Sovemedicin nedsætter indsovningstiden, mindsker antallet af opvågninger om natten og undertrykker i nogen grad den dybe søvn og REM- søvnen. Det menes, at nyere typer sovemedicin påvirker søvnen mindre.

Idéelt bør sovemedicin kun virke i det tidsrum, man ønsker at sove. Hovedparten af den sovemedicin, som fås i dag, virker dog væsentligt længere. På grund af en nedsat lever- og nyrefunktion kan virkningstiden blive ekstra lang hos ældre. Den lange virkningstid giver problemer dagen efter med træthed, søvnighed og nedsat opmærksomhed. Hertil kan komme nedsat reaktionsevne, nedsat hukommelse og depression samt kvalme, hovedpine, lavt blodtryk og svimmelhed, som kan medføre fald. Med sådanne bivirkninger er det ikke hensigtsmæssigt at give sovemedicin til ældre.

Næsten al sovemedicin tilhører en lægemiddelgruppe (benzodiazepiner), som ved længere tids brug medfører tilvænning. Det betyder, at pludseligt ophør kan give abstinenser, bl.a. i form af udtalt søvnbesvær, hvorfor det er nødvendigt, at nedtrapning sker gradvis over en periode. Efter årelang indtagelse bør aftrapningen ske over måneder. De nyeste præparater af sovemedicin menes at give mindre tilvænning end de ældre.

Angsten for ikke at kunne falde i søvn forstærker søvnproblemet. Gode søvnvaner er en form for adfærdsbehandling, der skal ændre personens søvnvaner og dermed gøre det lettere at falde i søvn – men de er ikke en garanti for, at man faktisk falder i søvn. Musik eller anden form for afspænding inden sengetid kan hjælpe nogle. Det samme kan motion i form af en gåtur med naboen eller med eller uden hund, bedst sent på dagen.

· Frygt ikke søvnløsheden. Det er ikke unormalt at sove dårligt i en perioden. Iøvrigt sover man ofte mere, end man tror.

· Løs ikke dagens problemer om natten. Undgå krævende hjernearbejde den sidste time inden sengetid og slap i stedet af med en bog, musik el. lign.

· Gå kun i seng, når du er søvnig. Det skal være en slags refleks, at man falder i søvn, når man ligger i sin seng. Brug derfor kun sengen til søvn (og sex).

· Stå op, hvis du ikke kan falde i søvn. Angsten for ikke at kunne falde i søvn kan være nok til at holde én vågen. Sengen kan på denne måde hindre søvnen, og derfor er det bedre at stå op, når man ikke kan sove.

· Stå op på samme tidspunkt hver dag. Hjernen har et indre ur på ca. 25 timer, som nulstilles hver dag, når man står op. Stå derfor op på samme tidspunkt hver dag ligegyldigt hvor lidt eller meget, du har sovet. Det gælder også i weekenden og på fridage.

· Sov ikke om dagen. Hvis man har problemer med at sove om natten, må man ikke sove om dagen. Hvis det samlede søvnbehov er fx 6 timer, og man har sovet 2 timer til middag, er der kun 4 timer tilbage til nattesøvnen.

· Drik ikke kaffe, te eller cola om aftenen. Alle fødeemner med koffein virker opkvikkende og stimulerende. Det gælder også chokolade.

· Gå ikke sulten eller overmæt i seng. Sult eller overmæthed virker stimulerende og kan forhindre søvnen.

· Brug ikke alkohol som sovemedicin. Man falder ofte hurtigere i søvn, når man har alkohol i blodet, men så længe der er alkohol i kroppen undertrykkes det normale søvnmønster, og søvnen er mere overfladisk med flere opvågninger. Herved forringes søvnkvaliteten, hvilket medfører træthed dagen efter.

· Brug ikke sovemedicin regelmæssigt. Noget sovemedicin virker også hele næste dag, og meget sovemedicin giver tilvænning. Sovemedicin virker i øvrigt bedre, hvis man tager en tablet af og til fremfor hver aften.

National Institute of Mental Health, Consensus Development Conference: Drugs and insomnia: the use of medications to promote sleep. JAMA 1984; 251: 2410-14.

Lieb K, Maiwald M, Berger M, Voderholzer U. Insomnia for five years. Lancet 1999; 354: 1966.

Hauri P. Insomnia. I: Clinics in Chest Medicine: sleep medicine. 1998; 19:1, 157-68.