Hjernens betydning for demens
Startside Storhjernen Mellemhjernen Hjernens funktion Centralnervesystemet

 

 

Hjernens betydning for demens

 

Neuropsykologi og hjernefunktion

Interessen for at forstå hjernens funktion, er vokset de sidste 10-20 år, hvor neuropsykologien har gennemgået en rivende udvikling. Teoretisk beskæftiger neoropsykologien sig med hjernens struktur og funktionsmåde.

Neoropsykologiens praktiske interesse er diagnosticering og behandling af organiske hjernesygdomme. Disse kan have mange forskellige årsager, give sig udtryk på mange forskellige symptomer og være af yderst forskellig sværhedsgrader.

Der er medfødte hjerneskader, hjerneskader som følge af sygdomme, som blodpropper og tumorer, skader som følge af aldersbetinget demens, og som følge af trafikulykker og af udsættelse af giftige stoffer som f.eks. organiske opløsningsmidler.

Omfanget af neuropsykologiske opgaver er meget stort, men endnu er behovet for neuropsykologisk behandling langt fra opfyldt.

 

 

 

Symptom

Et symptom er et sygdomstegn. Det vil sige, at personen viser tegn på at have en sygdom af en eller anden slags. At der er uorden eller forstyrrelse i en af organismens funktioner.

Syndrom er når der er flere sammenhængende sygdomstegn, der alle peger på en vis sygdom. 

 

Funktionelle systemer i hjernen

 

Udførelse af sammensatte eller komplekse psykologiske funktioner og handlinger må antages at kræve et samarbejde mellem flere hjerneområder, hvor hvert område har ansvaret for sit delelement. Den russiske neuropsykolog A R Luria kalder et sådant samarbejde for et funktionelt system.

 

Dette kendte kort af Wilder Penfield viser at hver del af kroppen er repræsenteret på to steder på hjernens cerebrale cortex, den somatosensoriske cortex til venstre, der modtager impulser ved berøring, og motor cortex til højre som kontrollerer bevægelser. Fingre, mund og andre følsomme steder optager mest plads I begge områder. Penfield kaldte disse krydsområder for “sensory homunculus” og “motor homunculus”. Hvilke vi kender som det motoriske cortex og premotoriske cortex.

 

De funktionelle systemer, der ligger til grund for forskellige former for adfærd, er ikke statiske, men ændres i løbet af livet. Det enkelte menneskes udvikling, stimulation, erfaring og øvelse er baggrund for de funktionelle systemers dynamik. Dette betyder så også, at de varierer fra menneske til mennesker, vore hjerner er lige så forskellige, som vore ansigter og de forandrer sig, som vi ændrer os gennem livet

 

De forskellige hjernelapper har hver deres overordnede betydning for samarbejdet.

 

Hjernens grå og hvide substans

En anden opdeling af hjernen er i hvid og grå substans. Den grå substans i hjernebarken, består af nerveceller. Hjernebarken er kun ca. ½ cm tyk. Den består af nerveceller, neuroner med deres cellekroppe og udløbere, men også mange støtteceller (glia). Barkens milliarder af nerveceller er bundet sammen af trilliarder af dendritter, og de danner et meget stort netværk med mange forbindelser for nervesignaler.

Den grå substans er hjerneceller uden myelinskede. De virken i hjernebarken og i grupper af hjernecellerne som omkoblingsstationer. De hjælper med at bearbejde information, der kommer til hjernebarken og hjernecellerne.

De nerveceller, som hjernebarken den grå substans er opbygget af ligger i lag. De er forskellige i deres opbygning og i den måde, de fordeler sig på. For nogle relativt få kender vi de helt specifikke egenskaber.

 

Den hvide substans består hovedsagelig af nervefibre, og den hvide farve kommer af, at der over nervefibrene er en myelinskede, der gør nervefibrene hvide

Storhjernen

Storhjernen består af to halvdele (hjernehalvdele) , der er forbundet med hinanden gennem en tyk plade af tværgående fibre, corbus callosum. Denne leder nervesignalerne mellem hjernehalvdelene der bevirker, at den højre side ved, hvad venstre gør og omvendt.

Hver hjernehalvdel inddeles i fire lapper, frontallapperne, isselapperne, nakkelapperne og tindingelapperne. Hjernehalvdelene ligner ikke hinanden, da de fungerer forskelligt. Der er ikke nogen ens opdeling mellem de fire slags lapper, der er dog en naturlig grænse mellem frontal og isselappen, idet centralfuren giver grænselinjen.  

 

 

Samarbejde i hjernen

Fra den motoriske bark bagtil i frontallapperne sendes impulser til kroppens muskler. Den kropsfølsomme[7] bark længst fremme i parietallapperne tager imod genkendelsesindtryk fra hud, muskler og led. Akustiske signaler går til den primære hørebark øverst i temporallapperne. Synsindtryk sendes til occipitallappernes inderside. De primære barkområder er på en meget speciel måde tilknyttet til kropsdelene. Det betyder, at hver del i den primære bark sender impulser til en bestemt muskel og ikke til noget andet.

 

På samme måde sender huden genkendelsesimpulser til afgrænsede dele af den somatosensoriske bark. Jo finere motorik og følelsesmæssig kontrol en kropsdel har jo større del har den brug for af den kortikale del af hjernen. For eksempel er der reserveret ca. halvdelen af den motoriske og somatosensoriske bark til ansigtet, munden, tungen og strubehovedet, d.v.s. til det menneskelige taleapparat. Hånden har også en stor del af barken til sin rådighed.

 

I inderørets høreorgan svarer forskellige dele mod forskellige lydfrekvenser, på samme måde fordeler lydfrekvenserne sig til forskellige afsnit på den primære hørebark.

Hver del af øjets nethinder sender signaler til en bestemt del af occipitallappernes synsbark. Den centrale del af synsfeltet har den største del af synscortex

De funktionelle systemer, der ligger til grund for forskellige former for adfærd, er ikke statiske, men ændres i løbet af livet. Det enkelte menneskes udvikling, stimulation, erfaring og øvelse er baggrund for de funktionelle systemers dynamik. Dette betyder så også, at de varierer fra menneske til mennesker, vore hjerner er lige så forskellige, som vore ansigter og de forandrer sig, som vi ændrer os gennem livet

 

 

Storhjernens blodforsyning

Det er meget vigtigt for den, som interesserer sig for klinisk neuropsykologi, at kende noget til hovedtrækkene i storhjernens blodforsyning. Det er systemet af arterier (pulsårer), som afgør, hvordan hjernen skades ved et slagtilfælde og andre sygdomme i hjernen, der er afhængige af hjernens blodforsyning.

 

Hjernen har en meget høj stofomsætning og behøver derfor en omfattende blodtilførsel. Cirka 15% af alt blod, som hjertet pumper ud i kroppen, går til hjernen, selvom den kun vejer ca. 1,4 kilo.

Blodet bringer næringsstoffer og ilt rundt til kroppen og til hjernen. Det er stoffer, der er nødvendige for at opretholde livet. Blodet pumpes ud fra hjertet gennem de store blodkar, arterierne. Nogle af arterierne fører iltrigt blod til hjernen.

Hjernen får sin blodforsyning gennem fire arterier, pulsårer. De to største er den højre og venstre halspulsåre. De deler sig hver i den forreste og midterste hjernepulsåre, der forsyner størstedelen af hver sin hjernehalvdel.

 

Hver hjernehalvdel forsynes af tre hovedpulsårer  den mellemste storhjernearterie, arterie cerebri media forsyner størstedelen af  hjernehalvdelenes laterale[8] bark.

Den forreste arterie, arterie cerebri anterior forsyner frontallappernes forreste dele og de forreste Den bageste storhjernearterie , arterie cerebri posterior , forsyner occipitallapperne, de nederste dele af temporallapperne samt den bageste halvdel af hjernehalvdelenes inderside.

Blodet kommer til storhjernen ad to veje, de forreste og den mellemste storhjernearterie får sit blod via carotisarterien, halspulsåren, den bageste storhjernearterie via vertebralarterien, rygmarvsarterien.

 

Blodforsyningen i hjernehalvdelenes dybere, subkortikale,

Der, hvor de tre hovedarterier mødes kaldes sommetider for ”vanddelingsområdet”. Disse områder er specielt kendte for skader ved multiinfaktdemens.

Den mellemste storhjernearterie, medialarterien, rammes særlig ofte ved slagtilfælde. Den forsyner jo det laterale bark, der blandt andet omfatter centret for sprog, i venstre hjernehalvdel, overordnede spatiale formåen(PTO-cortex), højere motorisk organisation. Medialinfarkter fører derfor til lammelser, afasier, forstyrret perception[9], komplicerede motoriske forstyrrelser, og andre svære handicap. Subkortikalt forsyner mediaarterien capsula interna, hvor der løber mange vigtige nervefibre igennem. Infarkter der kan føre til lammelser. Selv de basale ganglier får deres blod via medialarterien. Skader i basalganglierne kan medføre mange slags svære intellektuelle, følelsesmæssige og motoriske skader. 

 

Nervecellerne er meget modtagelige for syrebrist. Hvis blodcirkulationen stopper i flere minutter eller længere tid kan der ske ubodelig skade i hjernevævet.

 

De mest almindelige hjerneskader er de, som forårsages af hjernens blodcirkulation.. Infarkter (propper) og blødninger i storhjernens kar kan føre til pludselige,  blivende adfærdsforstyrrelser eller til neurologiske bortfald, for eksempel lammelser, såkaldte cerobrovaskulære skader eller læsioner .

 

Infarkter forårsager cirka 80% af alle hjerneblødninger, resten er blødninger. På den måde er det meget forkert at anvende ordet hjerneblødning, det skulle nærmere være hjerneinfarkter



[1] Variabel = en afvigelse eller forandring

[2] efferente = som fører eller leder bort, om gange , kar

[3] Fra bogen Neuropsykologi af Håkon Eriksson s 23

[4] Anders Gade, hjerneprocesser – kognition og neurovidenskab

[5] det karakteristiske for sygdomme i hypothalamus er, at det griber ind i et balancesystem mellem processer i regionen vegetativt - nervøse og hormonelle, mellem sympatiske og parasympatiske funktioner, og at symptomerne derfor kan give afvigelser fra det normale i både positiv og negativ retning.

[6] “vor fantastiske hjerne” af Espen Dietrichs og Leif Gjerstad

[7]

[8] det der ligger ved siden af, i modsætning til i midten

[9] sansning, fornemmelse



[a] Litteraturhenvisning:

Vores krop Hjernen og nervesystemet af Steve Parker forlag Flachs, 1996.

Vor fantastiske hjerne af Espen Dietrichs og Leif Gjerstad Akedemisk forlag 1997,

Hjernens kemi - en temabog om transmitterstoffer af Jane Brinch , forlag Nucleus 1998.

[b] Nervecellerne sender elektriske impulser mellem hinanden ved at hver nervecelle har en akson, der kan forgrene sig og sende impulser til mange celler, og mange dendritter, der modtager impulserne fra aksonet. Nervecellerne ligger ikke helt ind til hinanden, men er adskilt af en smal væskefyldt spalte, der kaldes for synapsekløften. Kontaktstedet mellem aksonets endeknop og modtagecellens dendrit kaldes for synapsen. Da de elektriske impulser ikke kan overføres direkte mellem akson og dendrit, omdannes den elektriske signal til et kemisk signal, ved at aksonet frigiver transmitterstoffer, der passerer synapsekløften, og derefter modtages af receptorer, der findes på nervecellens dendritter.

Transmitterstofferne vil kun være bundet til receptorerne i kort tid, og vil enten blive nedbrudt eller genbrugt. Det hænger sammen med, at transmitterstoffet kun kan binde sig til netop den type receptor, der passer sammen med dens molekylestruktur. Man kan sige at transmitterstof og receptorer passer sammen som en slags nøgle til en lås. Passer nøglen ikke i låsen sker der intet og transmitterstoffet bliver nedbrudt

 

[c] Hippocampus i det limbiske system

 

 

limbiske system  er her vist i højre hjernehalvdel. De findes i dybet af hjernehalvdelene og på deres mediale sider. Her er vist korpus callosum, hjernebjælken, mamilaria kroppen( se senere under alkoholdemens) amygdale, hippocampus (søhesten), thalamus, og de fire lapper også aftegnet frontallappen, parietallappen, occipitallappen og temperallappen.

 

[d]

amygdala-kredsløb og betingning af frygt. Skematisk illustration af de vigtigste forbindelser. Den laterale kerne i amygdale modtager input fra sensoriske områder i thalamus 1. og neokortex 2, polymodale områder i neocortex3, samt hippocampus 4, det antages at amygdale kan modtage og bearbejde information fra disse forskellig kanaler samtidigt parallelt (efter LeDoux 1995)

udforskningen af mekanismerne i frygtbetingning startede med den iagttagelse af rotter med læsion af amygdale ikke længere kunne betinges.

[e]

Hypothalamus og sygdomme

vegetativ - nervøs og hormonal kontrol, er en beskrivelse af hvordan organismens vækst og ernæring finder sted, denne styres ikke af viljen eller bevidstheden.

Det kan være meget svært at vide helt sikkert om der foreligger vegetative symptomer, fordi der forekommer vidtgående forskelligheder hos mennesker. Hudens udseende, behåringmønster og grad, blodtilførslen til huden o. lign.

Ved undersøgelser er det vigtigt at undersøge huden. Man undersøger tilstand, pigmentering, behåring, tørhedsgrad, svedtendens, talgsekretion, farve - og varmegrad, og gøres ved at sammenligne symmetriske og andre hudpartier. For personer med parkinson betyder det at der forekommer en øget tendens til produktion af talg fra talgkirtlerne, oftest i ansigtet, så huden ser blank og fedtet ud. Der ses øget svedtendens, så han skal skifte tøj flere gange dagligt. Personen har brug for et dagligt brusebad, for at føle sig godt tilpas. Han har desuden tendens til lavt hvileblodtryk og ortostatisk blodtryksfald. Derfor skal man sørge for at personen rejser sig langsomt fra hvilende stilling, for ikke at blive svimmel.

[f]   Basal Ganglierne

basal ganglierne indeholdende nucleus caudatus og putamen der tilsammen kaldes striatum