God
pleje og omsorg for ældre mennesker
Der
er for tiden meget fokus på, hvordan ældre og demente mennesker bliver behandlet
på plejehjem og i egen bolig.
Det
er meget forståeligt at der bliver sat focus på disse emner, for det handler
meget om, hvilken forståelse vi almen menneskeligt har til hinanden. Og hvilken
holdning vi ligger til grund for vores samvær med mennesker, der i mange måder
er meget afhængige af vores hjælp.
Min
holdning er, at ældre mennesker skal behandles som selvstændige personer med
hver deres særpræg og personlighed.
Mit
ønske er, at hver person skal behandles med respekt, på en ligeværdig måde, så
de føler sig respekterede, som den person de er, med den livshistorie hver
enkelt er rundet af.
I
det følgende vil jeg give mit bud på, hvordan vi kan tilstræbe en god pleje der
tager udgangspunkt i mennesket, som en fysisk, psykisk og socialt unik person
Det
grundliggende synspunkt er, at menneskets egne ressourcer skal bruges for at
bevare og genvinde optimal helbredstilstand, og at personen skal støttes i at
leve en harmonisk tilværelse.
Plejen tilstræber at tilgodese de almenmenneskelige behov, der ikke bliver
tilfredsstillet som følge af den fysiske, psykiske og sociale forstyrrelse. De
grundlæggende behov fremgår af Maslows behovspyramide
Pyramiden markerer, at de grundliggende fysiologiske og psykologiske behov i
reglen skal være tilfredsstillet før de højere behov i pyramiden.
Selvaktualisering er derfor ikke mulig før mere grundliggende behov er
tilfredsstillet.
Hvis
vigtige behov ikke tilfredsstilles, kommer de til at dominere menneskets adfærd.
På den måde dominerer tryghedsbehovet i en krisesituation, og fællesskabsbehovet
ved isolation. De psykiske forstyrrelser vanskeliggøres i varierende grad
tilfredsstillelse af de psykologiske behov, fællesskab, selvfølelse og
selvaktualisering og i svære tilfælde også for de fysiologiske, som
fødeindtagelse, søvn og aktivitet
En
god pleje indebærer respekt for personen. Et menneske mister ikke sit værd som
følge af at blive ældre og få en fysisk, psykisk eller social forstyrrelse.
Alle, der arbejder med ældre og demente mennesker bør erkende dette. Kun derved
vil man møde mennesket på en åben og værdig måde. Selv om man ikke kan
respektere et vist adfærdsmønster f.eks. råben og aggressivitet, bør man altid
være i stand til at respektere mennesket bag adfærden. Hvis man af en eller
anden grund ikke evner at vise klienten respekt, bør man afstå fra at deltage i
behandlingen og overgive opgaven til en anden.
De
forskellige personalemedlemmer har forskellige arbejdsopgaver afhængigt af deres
uddannelse. De bør dog have fælles grundholdning overfor klienten.
Man
kan skelne mellem fire grader af nærhed mellem ”klient” og personale. ( Med
klient er ment en person, der ydes hjælp af et hjælper personale.)
Den første type
kendetegnes af spørgsmål på et intellektuelt plan. Klienten betragtes som et
objekt for undersøgelse og behandling, hvor man nøgternt og grundigt observerer
klientens samlede adfærd.
Ved den anden type
udviser behandleren medlidenhed. Relationen kan sammenlignes med den, der
foregår mellem forældre og børn. Den er ikke frugtbar
Den tredje type
er sympati. Det er en medmenneskelig holdning, men den er uprofessionel
holdning.
Den fjerde og ønskværdige
holdning er empati. Man er lydhør overfor klientens følelser og forsøger at
forstå, hvorledes han/hun oplever situationen. Selv om klienten ikke reagerer på
samme måde, som man selv ville have gjort i en tilsvarende situation, opstår der
en relation, der præges af indfølelse, hvilket er den bedste forudsætning for
fortsat behandling. Empati uddybes nærmere senere.
Eksempel
Trine Olsen 63 år passede sin noget ældre mand hjemme. Han var dement og havde
også fået lungekræft, som ikke kunne opereres. Hun klagede kun lidt og forlangte
intet. Olsen, som havde været kranfører, blev opfattet som en meget mut mand,
men meget tålmodig. En dag besøgte lægen dem, før det aftalte tidspunkt, hun
fandt fru Olsen grædende og hørte hendes mand råbe og bande groft af hende. Det
viste sig at han havde trukket hende ned og nikket hende en skalle, mens hun
gjorde ham istand. og hun fortalte at han havde gjort det mange gange tidligere.
Lægen beherskede sin impuls til at skælde manden ud, og umiddelbart socialisere
sig med fru Olsen. I stedet sagde hun til hr. Olsen, at hun ofte havde undret
sig over, hvad han gjorde med den fortvivlelse og magtesløshed han måtte føle,
liggende så hjælpeløs. "At det bliver til vrede, med en så stærk og aktiv mand
som dig, er til at forstå, og at du skal have det ud , så band og svovl så meget
du lyster, det har vi alle sammen fuld forståelse for, men du må ikke slå fru
Olsen."
Efter nogle skamfulde og halvartikulerede undskyldninger til sin kone, beklagede
hr. Olsen sig for første gang over sin tilstand, og begyndte at give udtryk for
noget af den opsamlede protest. Inden lægen måtte gå videre til næste besøg,
havde Olsen udløst både meget fortvivlelse og megen anerkendelse af sin kones
omsorg og loyalitet i forhold til hans mishandling
| 
