Tidselbak i Børglum 1941

 

En historie af Jens. J. Sørensen

Tidselbak i Børglum,  1941.

Vores nærmeste naboer var Thomine (Mine) og Laurits Larsen, noget af vores jord gik op til deres stuehus, der var kun en vej imellem.
Det var Mines hjem, som de havde overtaget.
I midten af 1930erne byggede Laurits ny kostald og lade, og den gamle lade blev raget ned, men den gamle kostald blev stående, den brugte de til hønsehus, og til oplagringsrum.

Alt gik godt indtil engang i 1941 da blev de forfulgt af uheld.
Det første der skete var at de mistede en so fra et kuld små grise.
De havde to pæne blåskimlede heste så blev den ene af dem syg og døde, og så blev den anden syg og døde også.
Så kommer vi til oktober måned, vi havde kartofler lige østen for deres stuehus, dem lå mine forældre og var ved at tage op, det var en forfærdelg storm den dag, men de kunne ligge i læ ved stuehuset.
Lige med et kom taget af deres gamle kostald flyvende og landede på vores mark.

De havde to sønner som var karle derhjemme, Marius og Christian, en aften kom Marius ind til os og sagde, jeg har lige kørt mor op i forsamlingshuset, der var sølvbryllup, og jeg skal hente hende igen ved midnatstid, han blev der så hele aftenen, og da det så blev ved tiden han skulle hente hende sagde han – nå jeg må hjem og have spændt for så jeg kan komme op efter mor.
Næste morgen da min mor var henne ved vejen med mælken kom Marius trækkende med cyklen og hun kunne se på ham at der var sket noget, hun spurgte så hvad der var sket, og Marius svarede mor er død i nat, nu skal jeg op til Anna og ud til Stinne (Hans søstre) med besked.

Det var altid Mine der sørgede for at sønnerne kom op om morgenen, og mens de malkede og fodrede dyerne lavede Mine morgenmad.
Laurits fortalte at han vågnede den morgen og kunne mærke hun lå bag ved ham, og han syntes det var blevet lidt lyst, så jeg sagde, du har vist sovet over Mine, men jeg fik ingen svar, jeg sagde det en gang til men fik stadig ingen svar, så vendte jeg mig om, og så kunne jeg se hvorfor.

Den dag Mine skulle begraves blev det sådan en snestorm, at begravelsen måtte udsættes.

Efter da gik det normalt for dem igen.

“Olesminde” på Tidselbak

Tidselbak. om Ole Thomsen, “Olesminde”

fortalt af Jens J. Sørensen
På Tidselbak boede en mand, som hed Ole Thomsen, hans hjem var ”Olesminde” i Børglum, hans far hed Søren Thomsen og hans mor Ane Cathrine Pedersen.
Søren Thomsen døde i 1900 og Ole kom hjem som bestyrer for moderen. Min far tjente der i begyndelsen af 1900, han har været 15 – 16 år dengang, det var en god plads, de havde det godt der, det var ikke mange steder de havde det så godt som hos Ane.
Blev han sulten midt på dagen gik han ind til Ane, så lavede hun en mellemmad med sukker på til ham.
Over for, på den anden side af vejen lå en mølle, en dag møllerkarlen var deroppe, og stod og snakkede med Ole, kom min far ud med en mellemmad i hånden, – jeg tror sgu at drengen kommer med en mellemmad sagde møllekarlen – hvortil Ole sagde ja, han er nok blevet sulten og så blev der ikke talt mere om det.
Ole havde en søster som hed Kathrine som var gift med Peder Holmgaard de havde Præstegaarden i forpagtning,. I 1910 købte Ane noget jord af nabogården som lå ude på Tidselbak hvor de selv havde jord og så byggede hun en ejendom til dem derude. Men i 1912 dør Peder Holmgaard.
I 1913 bliver Ole gift med Laura Christensen og de overtager så ejendommen og lever der til deres død i 1970 og 71, hvor de to yngste sønner så overtog ejendommen, men de er desværre også borte.
Hvem der ejer den nu ved jeg ikke. (Tidselbakvej 113).
Ole læste meget og var en god fortæller men gik meget i sine egne tanker, det traf at han kom cyklende ned til os og gik hjem, han glemte cyklen.
En nytårsaften stod han i kohusdøren og så nogle store drenge bakse med møgbøren, da han havde stået lidt og kigget på dem gik han ind til den yngste datter som tjente derhjemme og sagde – Der er vist nogle unge karle der gerne vil snakke med dig.- Vil du ikke blæse, det er jo nytårsaften sagde hun, det havde han glemt.
Under krigen var der jo mangel på alt også skråtobak som Ole og min far brugte, en dag Ole besøgte os og de skulle have kaffe og så skulle skråen jo ud, men der skulle jo spares, så den skulle
jo gemmes og bruges igen, så de lagde skråen i vidueskarmen mens de drak kaffen, Ole blev først færdig og gik hen og tog skråen, lidt efter blev min far færdig og ville have sin skrå, så siger han til Ole du har sgu taget min skrå, og så siger Ole, nå ja men så kan du tage min, han tog dog en frisk.
Der kom engang imellem nogle og tog tuberkulinprøver af kreatuerne, et år kunne vores ikke bestå og måtte væk, så vi havde ingen, en aften kom Ole på besøg og han satte sig og snakken gik, så blev det den tid at de skulle have kaffe, den gang havde vi fast komfur af støbejern og fyrede med tørv, tørvene havde vi nede i laden og min mor ville hente tørv så hun kunne varme vand til kaffen, da hun kom ned i kostalden stod der en ko i en af båsene, den var ikke bundet og tøjret lå ned på broen, hun gik så ind og sagde at stod en ko i kostalden, – Nåh ja sagde Ole det er en jeg er kommet med for i har jo ingen og det duer ikke at i ikke har noget mælk. Sådan var Ole.
Min far og Ole var de bedste venner det meste af deres liv.
Ole var også humoristisk. En dag jeg var derude og vi sad i stuen og snakkede kom Laura og den yngste søn hjem, de havde været en tur i Vrå, så siger Laura jeg kan ikke forstå, jeg så en mand der sad nede i banken og jeg syntes jeg kendte ham men kan ikke komme efter hvem han er. – Nåh sagde Ole det er nok en gammel kæreste du har haft. – Nej sagde Laura, det var en ganske ung mand. – Det kan du ikke regne med sagde Ole for nu om dage kan de få rynker og skidt fjernet.
Ja, det var nogle herlige mennesker.

maj 2017