Børnenes Jord i Vraa

Hermed en fin lille fortælling om Børnenes Jord i Vraa fortalt af Helle Jacobsen

Carl Scharnberg som jeg så ham.
Han var en stjerne for os børn i Vrå og han fortjener i den grad et par ord. Han gav os en uforglemmelig barndom, især på Børnenes Jord.
Scharnberg var kommunist og det brød min far sig absolut ikke om, så her var en form for konflikt. Jeg var splittet for jeg elskede den ranke mand med det røde halstørklæde. Han gav os en legeplads, hvor der var plads til alles meninger.
Et ældre ægtepar havde skænket grunden til ”Børnenes Jord” og den kunne aldrig fratages os. Scharnberg var i spidsen og fik frivillige håndværkere til at bygge os et helårs hus til indendørs aktiviteter s.s marionet-teater, billard, film og sysler med hånden. Udendørs var der lavet matrikler til selvbyg af gammelt tømmer. Her kunne alle købe en grund til 1 kr og ingen voksne måtte bygge med. En gang i ugen var der fællesmøde, hvor alle kunne komme til orde og give sit besyv med. Nogle fik jo hjælp af forældre og det måtte stoppes – de fik jo langt flottere huse (curlingforældre- I ved). Scharnberg lyttede interesseret til os alle og tog os alvorligt og det var en dejlig følelse. En gang om året blev forældre inviteret og Børnenes Jord forvandles til en markedsplads med boder og konkurrencer. Hvem havde den flotteste dekorerede cykel osv …det var tider. Om lørdagen blev der vist film og der var rigtig hygge i puderne.
Jeg har haft den ære at blive undervist i 1. og 2. klasse af Scharnbergs frue Johanne og også hun var en fantastisk person. Blid og kærlig. Forskolen var bygget sammen med Scharenbergs private bolig og jeg husker især en enkelt dag, da Carl Scharnberg pludselig kom ind i skolestuen og spurgte om ikke vi havde lyst til at komme ind i privaten. Det ville vi selvfølgelig gerne. Da vi alle var arriverede i privaten blev vi bedt om at sætte os i rundkreds på gulvet og så tog Scharnberg grammofonen frem og satte en plade på ” Det regner, det regner den hele dag” ( Det var nemli’ en regnsvejrsdag). Så kom ”lyset” – Scharnberg tog en æske blå Gajoler op af lommen og lod den gå rundt..sikke en fantastisk oplevelse 🙂 Den dag står lysende klar for mig.
Den mand har betydet helt vildt meget for os børn i 60’erne og jeg har derfor lyst til at takke ham

januar 2017
Helle Jacobsen

Tidselbak i Børglum 1941

 

En historie af Jens. J. Sørensen

Tidselbak i Børglum,  1941.

Vores nærmeste naboer var Thomine (Mine) og Laurits Larsen, noget af vores jord gik op til deres stuehus, der var kun en vej imellem.
Det var Mines hjem, som de havde overtaget.
I midten af 1930erne byggede Laurits ny kostald og lade, og den gamle lade blev raget ned, men den gamle kostald blev stående, den brugte de til hønsehus, og til oplagringsrum.

Alt gik godt indtil engang i 1941 da blev de forfulgt af uheld.
Det første der skete var at de mistede en so fra et kuld små grise.
De havde to pæne blåskimlede heste så blev den ene af dem syg og døde, og så blev den anden syg og døde også.
Så kommer vi til oktober måned, vi havde kartofler lige østen for deres stuehus, dem lå mine forældre og var ved at tage op, det var en forfærdelg storm den dag, men de kunne ligge i læ ved stuehuset.
Lige med et kom taget af deres gamle kostald flyvende og landede på vores mark.

De havde to sønner som var karle derhjemme, Marius og Christian, en aften kom Marius ind til os og sagde, jeg har lige kørt mor op i forsamlingshuset, der var sølvbryllup, og jeg skal hente hende igen ved midnatstid, han blev der så hele aftenen, og da det så blev ved tiden han skulle hente hende sagde han – nå jeg må hjem og have spændt for så jeg kan komme op efter mor.
Næste morgen da min mor var henne ved vejen med mælken kom Marius trækkende med cyklen og hun kunne se på ham at der var sket noget, hun spurgte så hvad der var sket, og Marius svarede mor er død i nat, nu skal jeg op til Anna og ud til Stinne (Hans søstre) med besked.

Det var altid Mine der sørgede for at sønnerne kom op om morgenen, og mens de malkede og fodrede dyerne lavede Mine morgenmad.
Laurits fortalte at han vågnede den morgen og kunne mærke hun lå bag ved ham, og han syntes det var blevet lidt lyst, så jeg sagde, du har vist sovet over Mine, men jeg fik ingen svar, jeg sagde det en gang til men fik stadig ingen svar, så vendte jeg mig om, og så kunne jeg se hvorfor.

Den dag Mine skulle begraves blev det sådan en snestorm, at begravelsen måtte udsættes.

Efter da gik det normalt for dem igen.