Tove Bach Nielsen om sit bedste familiebillede
Mit bedste slægtsbillede er dette, der forestiller min Oldefar, Niels Peter Hansen(Bak) og min Oldemor Johanne Kirstine Martinsdatter, og deres 6 børn foran deres hjem Baksminde på Aså Hede.
Billedet må være taget omkring 1886, da det ser ud til, at den mindste er ca. 2 år på billedet, og hun er født i 1884.
Stående fra højre Else Marie Birgine(Gine), min Oldefar og Oldemor, Hans Peter(senere Bak), og Søren.
Siddende fra venstre Marie Kathrine(min Farmor), Jensine Martine(døde da hun var 9 år), Cecilie Marie(Cille)
Et trist Drama.
En Mand forlader sin dødssyge Hustru.
Tvangsauktion ved Hustruens Dødsleje.
En Mølleforpagter i en af Østjyllands Kystbyer har for godt 8 Dage siden forladt sit
Hjem, hvor han efterlader sig en dødssyg Hustru og 2 smaa Børn (3 andre Børn er
hos Slægtninge og andre) og en temmelig stor Gæld.
Konen har længe lidt af Tuberkulose; det sidste Aar har hun ligget i Sengen det
meste af Tiden, og nu er det øjensynligt, at Døden ikke kan lade vente længe paa sig.
Samtidig med, at dette Tryk har hvilet over Hjemmet, er Famiiien kormmen i-en
trykkende Gæld.
For kort Tid siden har et par Grosserere gennem nogle Sagførere
ladet alle deres Ejendele skrive for at sælge dem ved Tvangsauktion. Det var trist for
den dødssyge Kone at se paa, at alle Møblerne i Stuen blev skrevne, undtagen
Sengen, hun laa i. Saa vidt vides har Manden søgt at skaffe Penge for at afværge
Tvangsauktionen, men det er ikke lykkedes. Derover er han sandsynligvis bleven
fortvivlet, og saa har han valgt den Udvej atløbe fra det hele.
De første Dage vidste ingen noget om ham; men efter nogle Dages forløb modtog
hans Hustru et Brev fra ham, afsendt fra København, men uden Opgivelse af nogen
Adresse. Senere har hun modtaget et par andre Breve fra ham, men ved stadig ikke
hans Adresse. Saa vidt det kan skønnes af Brevene opholder han sig hos Bekendte fra
Soldatertiden.
I Brevene meddeler han, at han først rejste til de Kreditorer, der har forlangt
Tvangsauktion, og søgte atfaa dem til at udsætte denne af hensyn til hans Hustrus
Tilstand, hvilket dog mislykkedes. Af Fortvivlelse herover rejste han saa andet Steds
hen; men ogsaa dette mislykkedes. Og nu skriver han, at det er ham umuligt at rejse
Hjem og se paa, atHjemmet, han har stridt for at holde oppe, skal ødelægges.
Tvangsauktionen er bestemt til førstkommende Fredag; den skal efter forlydende skaffe Dækning for 5-600 kroner. Saa møder altsaa Auktionsholderen og lader
Hammeren falde over de skrevne Genstande, maaske i samme Øjebllk, som den syge
Kone drager sit sidste Suk.
Der er blandt Egnens beboere almindelig Harme, ikke alene over, at Manden har
kunnet forlade sin dødssyge Hustru, men ogsaa over, at nogen har kunnet være
hjerteløse nok til at forlange Tvangsauktion umiddelbart ved saadant et Dødsleje.
Dette havde sikkert ogsaa kunnet undgaaes, hvis Manden ikke havde grebet til den
fortvivlede Udvej, at rejse bort. Nogle af hans øvrige Kreditorer vilde have været
villige til at søge gennemføre en Ordning, hvorved den uhyggelige Tvangsauktion
kunde være undgaaet. Gælden er nok stØrre, end at den kan klares i Øjeblikket, men
dog ikke overvældende stor. Men nu, da Manden er borte, kan der jo vanskelig træffes nogen ordning.
At det, der saaledes er sket i de sidste Dage, har været et haardt Slag mod den syge
Kone, kan man jo let tænke sig; men det har været hende en stor Trøst, at mange
Mennesker har vist hende Omhu og Kærlighed, baade før og efter Mandens
Bortrejse, lige som en ung Tjenestepige, hun har haft i Huset de sidste Maaneder, har
plejet hende med en sjælden Trofasthed. Og saa trøster hun sig ved, at baade Gud og
Mennesker nok vil tænke med Kærlighed paa hendes Børn, og at hun selv snart skal
Hjern til Landet, hvor hun skal være “fri fra Sorgen, fri fra Nøden, fri fra Synden, fri
fra Døden”.
Tvangsauktion ved dødslejet.
I Fredags afholdtes den bebudede Tvangsauktion hos den forsvundne Mølleforpagter
i Østvendsyssel (Asaa). Møllerhustruen, der som tidligere meddelt, laa for Døden,var
den Dag saa syg, at Døden kunne ventes hvert Øjebllk. Mange havde ventet, at
Auktionen under disse Omstændigheder var blevet aflyst, og det var ikke blide Ord,
der lød fra mange sider om de Grosserere, der havde forlangt den. Auktionsholderen
optraadte imidlertid meget humant. Auktionen blev holdt i al Stilhed i Svinestalden,
hvorved den vakte saa lidt Opmærksomhed som muligt.Da de fleste af Svinene var
solgt, var det Beløb, der skulde skaffes til Veje, dækket, og saa blev Auktionen
standset. Den syge Kone, der havde gyst ved Tanken om, at hendes faa Møbler
skulde tages bort for hendes Øjne, blev altsaa forskaanet for at se dette.
– Nu er hun sluppet for sine Lidelser. I gaar er hun død.
Wilhelm reiste 14. juni og Søster døde den 28. juni og blev begravet den 2. juli 1915.
(Denne kommentar er skrevet i marginen paa udklippet af Birgine Axelsen, søster til
den døde Hustru).